onsdag den 21. januar 2009

En lille eksamens-anekdote


I dag skulle jeg til eksamen i biologi fra molekyle til økosystem 2. del, altså BB501. Jeg stod op i god tid og puttede penalhuset med mine skriveredskaber i min rygsæk, spiste noget hurtig morgenmad og puttede 200 kr. i lommen, så jeg kunne smutte forbi bilka og handle bagefter. Alt synes at gå meget smooth, og jeg tog afsted kl. ca. 09:15. Eksamen var kl. 10:00, så dørene lukker kl. 09:45. Jeg var gik ind i eksamenslokalet kl. ca. 09:35 og placerede mine ting de steder hvor de nu skulle være og afleverede min mobiltelefon. Når man afleverer sin mobiltelefon skal man dog lige udfylde en lille blanket, hvor man skriver sit studienummer og datoen. Det gjorde jeg så, og jeg kunne mit studienummer i hovedet, men tænkte at jeg hellere lige måtte jævnføre det med mit studiekort, hvorpå nummeret også er printet. Her, kl. 09:40, kommer jeg i tanke om at jeg har glemt min pung derhjemme, fordi jeg bare havde puttet penge i lommen, og i min pung er mit studiekort. Kortet skal medbringes for at man kan deltage i eksamen! Jeg siger til tilsynførende, eller hvad man nu vil kalde dem, at jeg har glemt mit kort, men at jeg har et indskrivelsesbevis i tasken, og spørger om det ikke er godt nok. Det er det ikke. De siger, at så skal jeg få lavet et nyt studiekort, men de ved ikke hvor det gøres. LORT, tænker jeg. Klokken er nu 09:41, dvs. jeg har 4 min, og jeg vælger at løbe ned i receptionen (rød pil på kortet) og spørge hvor jeg kan få det lavet. Da jeg kommer derned snakker receptionisten i telefon, men jeg afbryder hende uhøfligt og siger at jeg skal vide hvor jeg kan få et studiekort fordi jeg skal til eksamen NU! Hun siger at jeg skal ned i studenterbutikken (blå pil på kortet), hvor de kan printe et til mig. Nu har jeg 2,30 min. tilbage og jeg løber alt hvad jeg kan ned til studentershoppen og forklarer dem noget forpustet min situation. Hun spørger om mit cpr-nummer og jeg får det stammet frem, og hun printer et kort til mig på stedet (i dejlig plast og det hele, ikke noget papir-pjat). Jeg har nu 30 sekunder tilbage. Jeg løber så alt hvad jeg kan tilbage til U52 hvor jeg skal være (grøn pil på kortet). Få sekunder inden eksamen skal begynde får jeg vist mit kort og sat mig ned. Jeg var helt vildt stresset og rystede af adrenalin da jeg satte mig. Jeg har vel sprintet knap et par kilometer på de 4 min. jeg havde til at nå det, og jeg kom til at spekulere på, at hvis jeg nu var fed og i dårlig form, så havde jeg nok ikke nået at deltage i eksamen i dag. Men det lykkedes altså alligevel, og jeg fik lavet en god eksamen hvis jeg selv skal sige det. Nu kan jeg så blot vente på resultatet. Men dette var kvartalets sidste eksamen og vi fejrede det på mit hold med en masse pizza og øl i kantinen. Nu skal jeg bare slappe af i et par dage, og så tager jeg på skiferie i Frankrig, hvor jeg skal snowboarde!

- John



U52 hvor eksamen fandt sted for mit vedkommende.

lørdag den 10. januar 2009

Eksamener og fødselsdag

Det er ved at være længe siden jeg sidst har skrevet en fornuftig update her på bloggen, og nu har jeg lige et par minutter fri til at gøre det.

Siden jeg tog hjem til mine forældre, som jeg jo skrev tidligere, så har det jo både været jul og nytår. Jeg fejrede julen med min onkel og hans familie, ja og så min egen familie naturligvis. Det var ganske hyggeligt, og mere eller mindre traditionelt. Jeg så lidt tv i løbet af dagen, så kom gæsterne og man hyggede med dem og fik noget god mad, så var det tid til dans og gaver osv. og så tog gæsterne hjem igen. Det eneste der ikke var som alle andre år var sådan set, at jeg ikke var i kirke. Jeg plejer at tage i kirke hvert år, ikke fordi jeg tror på Gud, men mere fordi jeg synes det er lidt hyggeligt at der kommer så mange, og så fordi det bare er sådan noget jeg er begyndt at forbinde med julen gennem årene. I år var der dog ikke rigtigt nogen der gad, heller ikke jeg. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men måske er det bare ved at være så grundigt cementeret i mig at Gud ikke findes, at jeg simpelthen synes det er blevet spild af tid. Ja, så jeg løb altså en tur i stedet og fik mig lidt frisk luft - vejret var jo godt og ikke-julet igen i år ;)
Jeg fik også nogen ret gode gaver synes jeg. Blandt andet var der et par ski-sokker, en ny rygsæk og en electric shaver i mit loot-roll.

Så gik der jo nogen dage mellem jul og nytår og jeg gik og spekulerede på om jeg burde læse til eksamen eller spare mig selv lidt og bare lade op i ferien. Det rigtige at gøre ville jo være at læse op, men jeg fandt mig en mellemvej og læste lidt på noget af det jeg synes jeg manglede lidt forståelse for i biologibogen, og tog den ellers roligt i de dage. Og så blev det nytårsaften. Jeg har på min facebookprofil lavet en rimelig account for den aften, så det vil jeg ikke forklare i dybden her på siden. Jeg kan blot sige at det var en rigtig sjov aften. Hvis nogen skulle være interesseret kan de jo kigge på facebook.

Jeg tog hjem om fredagen efter nytår, altså hjem til mig selv i Odense, og nu var det så tid til at blive seriøs igen. Jeg har indtil videre hovedsageligt læst op på kemi. Jeg skal både op i kemi og matematik om et par dage, lige efter hinanden. Det er en ufatteligt dårlig måde at sætte eksamenerne op på, og Syddansk Universitet burde skamme sig fra nu og resten af året for at have gjort det sådan. Det håber jeg de ved. Men hvor kom jeg fra... Jo, jeg har ikke læst helt så meget på matematikken som i kemien, men det skyldes også at bogen er lidt "sort" for mig. Jeg forstår ikke rigtigt den måde den forklarer tingene på, og mine studier i den retning har derfor mere været at se mine beregnede hjemmeopgaver igennem og kigget lidt mere på tidligere eksamensopgaver, og så forsøgt at finde hoved og hale i hvordan man løser dem. Så håber jeg bare eksamensopgaverne minder lidt om dem jeg har lavet indtil videre. Et eller andet sted føler jeg mig overhovedet ikke sikker nok i matematik, men det har jeg trods alt heller aldrig rigtigt gjort. I hvert fald ikke siden 5. klasse eller der omkring. Jeg håber naturligvis jeg består, men jeg tror desværre ikke en reeksamen er urealistisk. Det må jeg jo tage til den tid. Til gengæld føler jeg mere sikker i kemi, og da et simpelt 2-tal er nok til at jeg består det hele der, så er presset på det punkt ikke på samme niveau. Når de to eksamener så er overstået på onsdag, så går jeg straks videre til at læse biologi, som jeg minimum skal have et 4-tal i. Som jeg tidligere har skrevet på bloggen, så dumpede jeg og 60% af de andre elever den sidste eksamen, og det er sådan set det der ligger til grunde for det minimum jeg nu skal bruge. Jeg føler mig egentlig rimelig ok med stoffet i dette pensum, men det der gør mig nervøs er, at jeg også følte mig helt sikker i det sidste pensum og endnu ikke ved hvorfor jeg dumpede på den måde. En ting er dog sikkert - der skal læses grundigt på det inden, og det har jeg tænkt mig.

Al denne eksamenslæsning har gjort mig til lidt af en zombie. Jeg har ikke rigtigt lavet så meget andet siden nytår, end at sidde her på mit værelse til langt ud på natten og studere, kun afbrudt af spise og toiletpauser og et occasional ærinde i byen. Nårh ja, og så bliver jeg nemt distraheret af internettet, men intet nyt i det. Sidste gang jeg var uden for en dør, hvor det ikke var for at handle eller noget eksamensrelateret var d. 5 hvor jeg var nede for at donere blod på universitetshospitalet. Jeg gider ikke rigtigt gøre noget ud af mig selv når jeg intet skal, så mit tøj er nogenlunde det samme som for 5 dage siden. Jeg går i seng kl 4. hver dag, og jeg står først op når solen næsten er ved at gå ned, så jeg kommer ikke ud i dagslyset. Jeg kan jo kun håbe jeg ikke når at få en eller anden vitamin-deficit i mellemtiden. Mit værelse ligner lort, for jeg kan ikke tage mig sammen til at gøre rent. Jeg har heller ikke løbetrænet i mindst en uge. Men jeg har det egentlig godt nok, og føler jeg får nået en del med læsningen, så resten må altså lige vente.

Så snart jeg når d. 21 hvor den sidste eksamen finder sted for denne gang, så rydder jeg op, vasker tøj og gør rent, og så pakker jeg og gør klar til den skitur jeg skal på i den sidste uge af januar. Jeg skal godt nok snowboarde, ikke stå på ski. Det glæder jeg mig helt vildt meget til. En hel uge hvor det bare er sne, snowboard og sikkert en god del druk. Men jeg tror jeg vil sige "mere om det senere", for jeg kan ikke rigtigt fokusere på det nu.

Nårh ja, og ud over det har jeg lagt planer om at tage til USA til august, så det vil jeg gå i gang med at spare sammen til i februar og frem. Igen, mere om det en anden gang.


Med trætte hilsner

- John


EDIT: Nårh ja, så kalder jeg updaten for "Eksamener og fødselsdag", hvorefter jeg glemmer at skrive, at det i øvrigt er i dag at jeg har fødselsdag! Jeg bliver 20 år. Der bliver ikke tid til at fejre det før tidligst i februar, men sådan er det jo. Synes bare lige jeg ville nævne det, også selvom jeg aldrig rigtigt har gjort noget ud af min fødselsdag.