onsdag den 30. september 2009

Apropos

Jeg er åbenbart ikke den eneste der er vred på kantinens priser. Jeg blev interviewet til RUST her den anden dag, fordi jeg skriver denne blog, og i den anledning læste jeg den sidste udgave af bladet (oktober). Her har Morten Thrane skrevet en klumme om netop kantinen, som jeg i øvrigt synes rammer rimelig spot on, bare fra en mere cigaret-orienteret vinkel. Jeg kan kun anbefale at læse den. Nu må de sgu snart indse at deres priser ikke holder i den kantine!

Jeg kom i øvrigt først med en sviner Morten! ;)

 I øvrigt sagde jeg til interviewet, at jeg ikke synes en blog skal være dagbogsagtig opremsning, men ok, jeg falder vidst nogengange selv igennem på det punkt, selvom jeg prøver at holde mine indlæg historie-agtige og spændende når jeg kan. Dobbeltmoral er dobbelt så godt!

Later

torsdag den 24. september 2009

Foredrag

Vi havde møde i Bioteam for nogen dage siden, og der blev der talt en del om, at det ville være fedt hvis vi hver især begyndte at forberede nogle foredrag. De skal handle om biologi og grunden til at vi skal forberede dem er, at vi så kan komme ud og holde foredrag på gymnasier og derigennem skærpe interessen for biologi og gøre lidt reklamer for SDU. Der blev foreslået en del emner, og jeg tror selv, at jeg har slået mig fast på evolutionen. Det er trods alt det mest basale biologiske man kan vælge, og det er altid (synes jeg) interessant at fortælle om. Så når jeg ellers har noget tid til overs, så sidder jeg i denne periode og prøver at få læst op på evolution, så jeg kan bikse en præsentation sammen. Det kommer til at handle om grundlæggende evolution og mekanismerne bag, og så vil jeg bare gerne kunne overføre det til menneskets udvikling. Det vil altså sige, "hvordan er det moderne menneske opstået gennem evolution". Jeg tror nok at det skal blive spændende. 

Så var det jo alligevel ikke spild af penge, at jeg købte den bog om evolution sidste år!

Later

tirsdag den 1. september 2009

Kantinen

Det virker lidt som et mysterie når jeg tænker over det. Jeg forstår ikke hvordan Eurest kan få lov til at bestyre universitetets kantiner. Bevares, de laver da somme tider noget ok mad, og de har et fint nok udvalg. Priserne er dog fuldstændigt urimelige, når man tænker på hvem der skal handle der. Det ville være rart, hvis man som studerende kunne komme der hver dag, og samtidig vide at man havde råd til sin frokost. Sidste år var det ikke så slemt. Jeg kunne nøjes med kun at købe frokost, og så slippe 15-18 kroner når maden kom på vægten. Men i sidste uge følte jeg mig næsten økonomisk krænket, hvis man kan sige det sådan. Jeg puttede nogle nudler på en tallerken. Det mindede lidt om det man kunne få på en kina-restaurent der sælger china-boxes, men bare af en lidt ringere kvalitet. Til det tog jeg så en kold cola. Jeg forventede godt nok colaen ville trække lidt op, men så stor en portion nudler havde jeg heller ikke taget. Da jeg skulle betale bad de om 37 kroner! HVAD?! 37 KRONER?!? For de penge kunne jeg kræft edme være gået på McDonalds! Og hvad er det her? NUDLER! de burde koste en fucking femmer. SKAM JER!

Ja, så nu smører jeg madpakke hjemmefra igen....